Guldkorn

 

 

Velkommen

Min Historie

Pudel Historie

Pudel Standard

Nyheder

Udstilling

Hvalpe

Avlshan

Galleri Chili

Stamtavle Chili

Galleri Baby

Stamtavle Baby

Galleri Bama

Stamtavle Bama

Video

Til Minde

Guldkorn

Gæstebog

Kontakt

Link

 

 

Hundens 12 bud:

Mit liv som hund
Denne bøn er fra alle hunde til alle
mennesker.
Gid i alle vil læse den og tænke godt over
den:

 1.  Mit liv varer kun 10-15 år. Enhver adskillelse fra dig  
       betyder sorg. Tænk på det før du anskaffer mig.
 2.  Giv mig tid til at forstå, hvad der er, du forlanger af
       mig.
 3.  Gør mig tillidsfuld, det er hele mit liv.
 4.  Vær ikke vred på mig længe ad gangen. Spær mig
       ikke inde som straf.
 5.  Du har dit arbejde, dine fornøjelser, dine venner. 
      Jeg har kun dig.
 6.  Tal med mig. Selvom jeg ikke forstår dine ord, så
       forstår jeg, når din stemme gælder mig.
 7.  Ved du, at jeg aldrig glemmer, hvordan man er imod
       mig.
 8.  Før du slår mig, så tænk på at mine kæber med  
       lethed kan knuse din hånd, men jeg gør ikke brug af
       min magt.
 9.  Når du bliver irriteret på mig, fordi du selv har travlt,
       så tænk på, at jeg måske har ondt i maven, måske lå
       jeg for længe i solen, måske er jeg bare træt eller  
       ked af det.
10. Tag dig af mig, når jeg bliver gammel. Også du bliver
       gammel en dag.
11. Sørg for at min pels altid er velfriseret og pæn. Jeg
       kan jo ikke selv.
12. Overholder du disse bud, får du verdens lykkeligste
       hund.

      Hilsen og knus- din hund.

Så smukt kan mit liv blive, hvis blot du overholder disse bud....

********************************************************************

Læren om renlighed

Ja sådan kan det gå, når man ikke taler samme sprog

*********************************************************************

Hundesjov

 

Sjovere hundeliv !

 

Når du har været i bad eller i søen – LAD DEM ALDRIG TØRRE DIG. I stedet løb hen til deres seng og tør dig selv i de bløde dyner.

Opfør dig som en dømt kriminel når dine mennesker kommer hjem, ørerne tilbage, halen mellem benene, hovedet nedad og opfør dig som om du har gjort noget VIRKELIGT slemt. Så skal du se dem fare rundt i huset. (N. B. Det virker kun, hvis du absolut INTET har gjort galt)

Lad dine mennesker lære dig et nyt trick, lær det perfekt. Når dine mennesker så skal demonstrere det for deres venner, så lad som om du slet ikke ved hvad de snakker om.

Lær dine mennesker at være tålmodige. Når du skal ud at tisse, så snus først over det hele, giv dig rigeligt med tid.

Gør andre folk opmærksomme på dine mennesker. Når i er ude at gå tur, så vælg det mest befolkede sted til at aflevere "kagen". Tag dig god tid og sørg for at alle kigger, dette virker specielt godt, hvis dine mennesker har glemt poser.

Lav dine egne regler, bring ikke bolden tilbage til dine mennesker, lad også dem ind imellem løbe efter bolden.

Gem dig for dine mennesker, men aldrig længe nok til at de bliver sure på dig kun nervøse. Så bliver de SÅ glade når du kommer frem.

Piv lidt engang imellem når dine mennesker f.eks. sidder og ser TV, det er en god måde at få opmærksomhed på, lidt klap og måske en godbid.

Vågn altid 20 minutter før vækkeuret ringer og lad dine mennesker forstå at du SKAL ud at tisse, lige så snart i kommer ind igen, fald så i søvn igen.

 

***********************************************************************

Regnbuebroen

  Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen. Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt.

Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse på nær een enkelt ting; alle som een savner de deres kære, som engang var dem nær, og som de måtte lade tilbage.

Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da et af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det.

Det har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte.

Derpå krydser I Regnbuebroen sammen…

 

************************************************************************

En meget trist historie

 

hvordan kan man gøre det...?

Som hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig" sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne du gøre det?", men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du skulle komme hjem sidst på dagen.

Lidt efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et "hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

Så kom menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en "kærlighedsslave".

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

Der havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være "din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at have udgifter i forbindelse med mig.

Nu har du fået et jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du havde. Jeg var begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far! Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre det?"

De er så opmærksomme overfor for os her på internatet, som deres travle hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond drøm … eller jeg håbede, at det i det mindste ville være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne – boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede.

Jeg hørte hendes fodtrin, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede "Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare mig selv – et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke, at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så stor loyalitet.

Slut

Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner for at forhindre uønskede dyr.